Clicky

 

 

Trifork Security søger en Analytics Consultant til kontoret i Aalborg

 

Kan du håndtere og bearbejde komplekse datasæt, og har du erfaring med markedsledende teknologier indenfor data analytics? Har du en stærk analytisk og matematisk sans, og er du en holdspiller? 

Hos Trifork Security oplever vi vækst og stigende efterspørgsel, derfor søger vi nu en Analytics Consultant til vores kontor i Aalborg – og der kommer du muligvis ind i billedet. Netic Security & Analytics har skiftet navn til Trifork Security og udgør nu en separat forretningsenhed under Trifork paraplyen. 

 

Hele spektret af datahåndtering

I vores Analytics-team beskæftiger vi os med alt fra onboarding af datakilder og parsing af data til visualisering af data. Det vil sige, hele spektret fra onboarding til præsentation. Som vores nye Analytics Consultant vil du arbejde med datahåndtering i mange henseender. Overordnet skal du i samarbejde med dine kollegaer forstå kundernes krav og omsætte det til løsninger, der understøtter deres strategi samt de tekniske og kommercielle udfordringer, som kundernes forskellige forretningsenheder står overfor. Dine primære opgaver vil være:

    • Udvikling og etablering af relevante dataopsamlingsløsninger
    • Indhentning af data
    • Datavisualisering
    • Vedligeholdelse af dataværktøjer
    • At fremme brugen af data hos vores kunder for at styrke deres beslutningsgrundlag

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer. Tiltrædelsesdato aftales i fællesskab.

 

Analytisk og erfaren it-sikkerhedsspecialist

Som konsulent i vores Analytics-team forventer vi, at du har flereårig erfaring med at arbejde med komplekse datamængder, herunder håndtering og visualisering ved hjælp af markedsledende værktøjer. Vi ser derfor gerne, at du har erfaring med én eller flere af følgende teknologier:

    • Splunk
    • Humio
    • OS varianter som *nix – Ubuntu, RedHat
    • Python, Shell scripting

Det er ikke et krav, at du har erfaring med samtlige af de ovenstående teknologier. Da vi i Trifork Security i stor udstrækning arbejder med specialiserede løsninger, vil du blive oplært i relevante teknologier. Det er derfor nødvendigt, at du er lærenem, har dyb faglighed og ikke mindst lyst til nye udfordringer. Derudover er du med din stærke analytiske sans i stand til at finde værdi i komplekse datasæt, og ved hjælp af din gode prioriteringssans formår du at hjælpe kunderne med identifikation af de opgaver, der giver størst mulig værdi.

Hos Trifork Security arbejder vi tæt sammen med vores kollegaer i Netics driftsafdeling og sparrer ofte i forhold til opsamling af både drifts- og applikationslogs samt performancemetrikker. Vi ser det derfor som en fordel, hvis du har kendskab til grundlæggende driftsdiscipliner. 

 

En erfaren it-sikkerhedsorganisation i en hastigt voksende branche

Hverdagen hos Trifork Security er travl og lærerig, og vi tilbyder et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor medarbejdernes faglighed er i højsædet. Hos Trifork Security ansætter vi mennesker, vi føler kan bidrage til fællesskabet og til at hæve værdien og kvaliteten af vores leverancer og services – og som samtidig selv kan vokse. Vi tør og skal lyse af faglig stolthed, og alle skal have mulighed for at udvikle sig til at blive blandt de bedste af de bedste. Derfor er opkvalificering og relevante kurser en fast del af vores tilgang til medarbejderudvikling, ligesom du vil komme til at arbejde sammen med de allerdygtigste specialister i branchen.   

Som vores nye kollega vil du blive en del af en arbejdsplads med en åben og ærlig tone, hvor alle har mulighed for at bidrage. Hos Trifork Security har vi et godt kollegialt sammenhold og højt til loftet. Vi lever og ånder for at yde dyb faglighed i alt, hvad vi laver, og vi er ikke bange for at lære nyt – og alt det med humoristisk sans og glimt i øjet.

Du kan læse mere om os her: trifork.security

 

Vil du vide mere om stillingen?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Philip Lyngø, Customer Success Manager Trifork Security på +45 4199 1100 eller ply@trifork.security.

Vi afholder samtaler løbende og afslutter rekrutteringsprocessen, når den rette kandidat er fundet. Samtaler afholdes enten på vores kontor på Alfred Nobels Vej 25, Aalborg Ø eller virtuelt. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV samt relevante bilag på job@netic.dk.