Clicky

Grøn strøm hos Netic

Fra den 1. marts 2020 forpligter Netic sig til CO2-neutral og bæredygtig energi fra vindmøller.

 

Ja, du læste rigtigt. Vi er hoppet med på bølgen. Den grønne bølge. Det er formentlig ikke nogen overraskelse, at en it-virksomhed, der drifter og hoster it-løsninger – små som store – bruger enorme mængder af strøm i sine datacentre. Og Netic er ingen undtagelse. Vores tre datacentre forbruger hvert år energi svarende til små 400 danske husstandes årlige forbrug.

Det er ikke kun hos os, der tænkes i grønnere baner – også kunderne har skiftet spor. Vores kunder henvender sig til os med et ønske om, at deres it-løsninger understøttes af grøn energi – og for nogle er det endda et krav. Det lytter vi naturligvis til, og derfor er Netics energiforbrug fra den 1. marts 2020 100 procent grønt. Vi har nemlig investeret i vindmølleenergi. Det er nu engang den vej, vinden blæser.

 

Når det er sagt, vil vi gerne komme med en lille disclaimer. Vi ved godt, at reduceringen i vores CO2-udledning ikke nødvendigvis hjælper i det store billede, når kvoterne blot kan sælges til anden side. Til trods for det vil vi gerne yde vores bidrag og måske prikke lidt til landets andre hostingudbydere i håbet om, at flere tager samme skridt. Hvis der skal ske en betydelig ændring, så skal vi være mange til at trække det tunge læs og på den måde sikre den fortsatte investering i vedvarende energi.

Pudser vi hermed vores bæredygtigheds-glorie? Nej. Tværtimod er vi bevidste om, at bæredygtighed er mange ting, og at der skal skrues på mange knapper for at kunne efterleve eksempelvis FN’s 17 verdensmål eller FN Global Compacts 10 principper. Dog noterer vi os, at vores forpligtelse til udelukkende at anvende grøn energi bidrager positivt til Verdensmål 7 om bæredygtig energi og Global Compacts ottende og niende princip om miljøansvar.

Og vi vil fortsat bestræbe os på at foretage energibesparende tiltag, der kan bringe vores klimaaftryk ned. Genbruge it-udstyr, erstatte plastikflasker med moderne vandarmaturer, opfordre medarbejdere til samkørsel – mulighederne er mange.

 

Har du lyst til at vide mere?